(Klik på overskriften for at ser hele teksten – billeder af kunstværker ses nendenfor)
Arne Jakobsen
Arne Emil Jacobsen var en dansk arkitekt og formgiver, som var med til at indføre modernismen i Danmark. Han har internationalt ry og er en af Danmarks mest kendte designere. Arne Jacobsen flygtede i 1943 til Sverige sammen med tusindvis af andre danske jøder og blev der til krigens afslutning.
Bodil Brems
Tolkning af omverdenen er mit felt. Fotografiet bruges ofte sammen med/modstillet den direkte iagttagelse. Menneskers behov for at skabe sammenhæng i perceptionerne udfordres gennem en collageagtig arbejdsform, hvor humor og ironi bindes sammen med en bevidst gådefuldhed. Stemmer virkelighed, meddelelse og aflæsning overens?
Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.
Christian Lemmerz
Christian Lemmerz, f. 1959, tysk-dansk billedkunstner; uddannet ved kunstakademiet i Carrara i Italien 1978-82 og Kunstakademiet i København 1983-88. Trods den klassiske billedhuggeruddannelse i Carrara fik Lemmerz de væsentligste impulser fra efterkrigstidens popkunst og proceskunst, ikke mindst fra landsmanden Joseph Beuys.
Lemmerz har især markeret sig inden for skulptur- og installationskunst. I konfrontationen med værker dannet af organiske materialer som margarine og døde dyrekroppe fastholdes beskueren i en blanding af skuelyst og afsky.
I snart klassisk formsøgende, snart radikalt formsprængende skulpturer og installationer kredser han om emner som kroppens forgængelighed og længslen efter det metafysiske. Lemmerz’ gennembrud blev den omstridte installation Scenefra 1993-94, udstillet på Esbjerg Kunstmuseum, hvor han lod svinekroppe i tætlukkede glasmontrer gå i forrådnelse under udstillingsperioden.
Da han bosatte sig i København, blev han i begyndelsen af 1980’erne del af Værkstedet Værst og Performancegruppen Værst, hvor han i perioden 1985-94 udførte en række performances s.m. Michael Kvium mfl.; gruppen spændte bredt, fra performance, video og film til tegneserier.
Lemmerz har arbejdet med scenografi til bl.a. Steven Berkoffs Brok (Edison 1994) og Rainer Werner Fassbinders Petra von Kants bitre tårer (Kaleidoskop, 1996). Han er også både forfatter og instruktør af A.L.P. Traum, en fortolkning af slutningen af James Joyces Finnegans Wake (Edison 1997). Denne roman var også inspiration for Lemmerz’ og Kviums The Wake (2000), en otte timer lang stumfilm i flere versioner, fx egnet som videoinstallation.
Egill Jacobsen(16. december 1910 i København – 21. april 1998) var en dansk kunstmaler og professor.
Jacobsen er kendt som maskemaler. Inspirationen til maskemaleriet kom fra en rejse til Paris i 1930’erne, her mødte Jacobsen Picasso, og mødet med ham og hans værker gjorde så stort indtryk, at det ændrede Jacobsens måde at male på. I 1937 udstillede han sammen med Linien på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i 1948 var han med ved dannelsen af COBRA. Efter COBRAs opløsning kæmpede Egill Jacobsen med dårlig økonomi og dårligt helbred. I 1952 begyndte han at udstille hos Galerie Birch, hvilket blev en succes. Anmelderne kaldte ham ”Maskens mester” og skrev, at han ”var godt på vej”. Det skulle vise sig, at Egill Jacobsen var så godt på vej, at han allerede i 1959 blev professor ved Kunstakademiet – som den første abstrakte kunstner i Danmark.
Frederik Næblerød (født 1988[1]) er en dansk kunstner, uddannet fra Kunstakademiet. Han har blandt andet medvirket i dokumentaren “Kunstnerkolonien”, DR2 fra 2020 og dokumentaren “Ufortyndet”, DR2 fra 2021. Han er opvokset på Frederiksberg, moren er uddannet jurist og faren er økonom. [2]Han har blandt andet solgt sine malerier til Poul Nyrup og Mogens Jensen. [3] Næblerød har været tilknyttet Alice Folker Gallery siden 2017, og har bl.a. udstillet på Anat Ebgi i Los Angeles, Galeria Alejandro i Barcelona, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin, Kunsthal for Maritim Æstetik i Grenaa og Alice Folker Gallery i København. I april 2020 modtog han Silkeborg Kunstnerlegat. [2]
Gerrit Rietveld
By the time he opened his own furniture workshop in 1917, Rietveld had taught himself drawing, painting and model-making. He afterwards set up in business as a cabinet-maker.[3]
Red and Blue Chair in the Museum für Angewandte Kunst in Cologne
Rietveld designed his Red and Blue Chair in 1917 which has become an iconic piece of modern furniture. Hoping that much of his furniture would eventually be mass-produced rather than handcrafted, Rietveld aimed for simplicity in construction.[4] In 1918, he started his own furniture factory, and changed the chair’s colours after becoming influenced by the De Stijl movement, of which he became a member in 1919, the same year in which he became an architect. The contacts that he made at De Stijl gave him the opportunity to exhibit abroad as well. In 1923, Walter Gropius invited Rietveld to exhibit at the Bauhaus.[5]
Rietveld Schröder House in Utrecht in 2010
He built the Rietveld Schröder House, in 1924, in close collaboration with the owner Truus Schröder-Schräder. Built in Utrecht on the Prins Hendriklaan 50, the house has a conventional ground floor, but is radical on the top floor, lacking fixed walls but instead relying on sliding walls to create and change living spaces. The house has been a UNESCO World Heritage Site since 2000. His involvement in the Schröder House exerted a strong influence on Truus’ daughter, Han Schröder, who became one of the first female architects in the Netherlands.[6]
Gorm Valentin
Gorm Valentin er født i Slagelse og var oprindelig landmåler, men forlod erhvervet i 1972. I 1975 begyndte han som free-lance fotograf i Jazzhus Montmartre og solgte sine billeder til Information. Siden har det været hans levevej.
Han har været leverandør af billeder fra alverdens jazz- og rockscener til adskillige aviser og magasiner i ind- og udland. Desuden har han leveret billeder til pladeomslag og bøger. Gorm Valentin har bl.a. fotograferet Chet Baker, Dexter Gordon, Sonny Rollins, Oscar Peterson, Stan Getz og Miles Davis, samt mange andre af musikhistoriens store navne: Leonard Cohen, Bob Dylan, Prince, Bob Marley, James Brown og …….. listen synes nærmest uendelig.
Flere af hans billeder har opnået ikonisk status både herhjemme og internationalt. I 2016 blev han hædret med komponisternes ærespris for sin billeddækning af dansk musikliv.
Helmut Newton (born Helmut Neustädter; 31 October 1920 – 23 January 2004) was a German-Australian photographer. The New York Times described him as a “prolific, widely imitated fashion photographer whose provocative, erotically charged black-and-white photos were a mainstay of Vogue and other publications.”[1]
Newton was born in Berlin, the son of Klara “Claire” (née Marquis) and Max Neustädter, a button factory owner.[2] His family was Jewish.[3] Newton attended the Heinrich-von-Treitschke-Realgymnasium and the American School in Berlin. Interested in photography from the age of 12 when he purchased his first camera, he worked for the German photographer Yva (Elsie Neuländer Simon) from 1936.
The increasingly oppressive restrictions placed on Jews by the Nuremberg laws meant that his father lost control of the factory in which he manufactured buttons and buckles; he was briefly interned in a concentration camp on Kristallnacht, 9 November 1938, which finally compelled the family to leave Germany. Newton’s parents fled to Argentina.[4] He was issued with a passport just after turning 18 and left Germany on 5 December 1938. At Trieste, he boarded the Conte Rosso (along with about 200 others escaping the Nazis), intending to journey to China. After arriving in Singapore, he found he was able to remain there, first briefly as a photographer for the Straits Times and then as a portrait photographer.
Friedensreich Hundertwasser
Friedensreich Hundertwasser er en af Østrigs mest berømte avantgarde-
kunstnere. Hans kunstværker afspejler hans filosofi, som er baseret på et harmonisk samspil mellem natur og menneske.
Friedensreich Hundertwasser blev født den 15. december 1928 i Wien med det borgerlige navn Friedrich Stowasser. I 1951, i en alder af 23 år, blev han optaget i sammenslutningen “Der Art Club” i Wien. 4 år senere begyndte han sin livslange udlandsrejse – først til steder, hvor hans arbejde blev udstillet, men senere til fjernere destinationer som Afrika, Tahiti og Asien.
Sammen med malerne Arnulf Rainer og Ernst Fuchs udviklede han et nyt program for kunstnere kaldet “Das Pintorarium” i 1959. På Seckau-klosteret i Steiermark præsenterede Hundertwasser for første gang sit manifest, som var et dokument, der nød stor popularitet under modkulturens storhedstid. I hans “Los von Loos”-manifest fra 1968 fordømte han den tørre og stive æstetik i kunst og provokerende krævede han mere skønhed og mere kitsch.
Hundertwasser kan betragtes som en farvefuld maler, idet farven er et vigtigt, hvis ikke altoverskyggende, element i al hans arbejde. Den brede vifte af objekter, han har designet, spænder over vægkalendere, en udgave af Bibelen, det store Brockhaus-leksikon, armbåndsure, porcelæn, skrivepapir, træ og andet materiale, og har været med til at gøre hans arbejde til repræsentant for nutidig brugskunst.
Ifølge Hundertwasser er “en verden fuld af farver synonymt med paradis”, hvilket kendetegner hans arkitektoniske arbejde. Han revolutionerende arkitektoniske idéer, som omfatter at placere træer på toppen af bygninger med og i områder, hvor dyr kan græsse samt at skabe gulvflader, der er ulige. Hundertwasser har designet mange bygninger i Østrig og resten af verden, herunder museer, skoler og kirker, som gjorde ham berømt og berygtet for sine radikale filosofier og små narrestreger.
Ingrid Bugge (født 8. maj 1968 i København, død november 2020[kilde mangler]) var dansk visuel kunstner.
Som visuel kunstner skabte hun flere store kunstprojekter og udsmykningsopgaver for bl.a. Det Kongelige Teater, Københavns Universitet og Poul Johansen Maskiner. Hun “malede” med sit kamera og var inspireret af renæssancekunstens arbejde med lys og mørke. Med Adobe Photoshop bearbejdede hun de motiver og teksturer, hun indfangede med sit kamera og skabte fortællinger i collager.
I udsmykningsopgaver var hendes primære fokus at indfange essensen af institutionen/virksomheden og synliggøre den visuelt i en poetisk fremstilling. Hendes arbejdsproces var baseret på en grundresearch, hvor hun samlede fotografisk materiale – både med sit eget kamera og fra videnskabelige databaser. På baggrund af sparring med fagfolk skabte hun sine fotocollager.
Jacob Herskind
Jacob Herskind er født i 1958, og er udlært ved kunstmaler Georg Ernst. Han startede sin karriere i 1973.
Livsglæde er den overvejende baggrund til alle værkerne. Men hvad er det nu Jacob Herskind er?
Humorist. Gøgler. Kunstner. Anarkist. Entertainer. Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik. Men kun et øjeblik, for han er det hele, i artistisk suveræn og vittig udgave. Han bombarderer enhver tilskuers bevidsthed med tusindvis af ind- og udfald. Hans billeder er drilske forvandlingsbilleder, der respektløst og befriende dribler enhver kunstkenders ædruelige normalforstand. Hans billedverden er vanvittig normal. Gud ske tak og lov for ham. Magasinet KUNST.
John Kørner
John Kørner er en dansk billedkunstner. Han er uddannet på Kunstakademiet 1992-98. John Kørners udtryk, hvad enten det materialiserer sig som maleri, grafik, keramisk objekt, installation eller begivenhed, er farvestrålende, insisterende og fri for ironi og skjulte dagsordener. Blandt favoritfarverne er violet og gul, to farver, Kørner opfatter som særlig nordiske.
I slutningen af 1990’erne opstod den løse kunstnerkonstellation Kørners Kontor, der arbejder med at præsentere kunst uden for det traditionelle udstillingsrum, fx Street Sharks (1999) i København og Standardrum (2001) i Randers.
Men John Kørner kan også selv, hvilket man har kunnet se på Herning Kunstmuseum (“The Greenland Problem”, 2004), Gl. Strand (2004-05) og på ARoS(2006). Desuden findes hans værker i The Saatchi Gallery, London.
Sammen med en gruppe danske kunstnere har Kørner 2009-10 medvirket ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg. Kørners udsmykning, der er skabt til den ene væg i taffelsalens forgemak, hedder Afghanistan og forestiller to soldater, der bliver ofre for en eksplosion. Værket lægger sig dermed i forlængelse af en gammel tradition for at skildre vigtige historiske begivenheder og herunder krige i kongehusets boliger.
Blandt andre udsmykningsopgaver kan nævnes: vægmaleri til Tjørringhus i Herning 2006, dekoration til Skuespilhuset i København 2007-08 samt altertavle til Østerhåb Kirke 2011.
Kørner modtog 2003 et 3-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og 2012 Eckersbergs Medalje.
John Kørners værker er repræsenteret på en række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN, ARoS og Tate Gallery.
Julie Nord (født 14. marts 1970 i København) er billedkunstner uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1994-2001. Hun udfører sirlige, surrealistiske og ofte meget store tegninger med blyant, filtpen, tusch og akvarel.
I sine billeder arbejder Julie Nord med opløsning af det forventede; bl.a. ved at blande eventyr, pyntelige, børnebogsillustrationer, populærkultur og andre velkendte genrer til noget nyt og foruroligende. Således indeholder værkerne inspiration fra gyserfilm, psykedelisk kunst og Alice in Wonderland. Julie Nord har udstillet mange steder fx USA, England, Sverige, Finland, Norge og Tyskland. I 2010 havde hun stor solo særudstilling Xenoglossy på ARoS Aarhus Kunstmuseum og Nordisk Akvarelmuseum.
Julie Nords kunst sætter spørgsmålstegn ved vore vante virkelighedsbilleder, snarere end kommer med svar. Repræsenteret på bl.a. ARoS og Statens Museum for Kunst.
Kathrine Ærtebjerg, f. 1969, dansk billedkunstner. Kathrine Ærtebjerg debuterede 1994 på Charlottenborgs Forårsudstilling og blev 1995-2002 uddannet på Kunstakademiet i København.
Kathrine Ærtebjerg vakte allerede under sin akademiuddannelse opmærksomhed med sine figurative, surrealistiske malerier. Heri udfolder hun et fortællende billedunivers i slægt med børnebøgernes og eventyrenes verden, befolket med figurer, der ofte viser sig som blandingsvæsener af mennesker og dyr eller mand og kvinde.
Men den barnlige fantasis uskyldige og naive udtryk har gådefulde og foruroligende indslag, der fortæller om liv og død, kærlighed og seksualitet.
Ærtebjerg har også arbejdet med grafik og kombinerer gerne billeder og tekst, fx i form af fortællende billedtitler. På Statens Museum for Kunst findes malerierne Forvandling, forsvinding (2003) og Hun var aldrig alene (2004), på ARKENHjertehuset (2002) og Koncentration/Distraktion (2003). I 2005 udførte hun Tivolisårsplakat.
Kathrine Ærtebjerg medvirkede sammen med en gruppe danske kunstnere ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg; hendes bidrag er tapetlignende jagtscener i anretterkøkkenet (indviet 2010). Andre udsmykningsopgaver er Sprællemænd, scenetæppe og striber (Vamdrup Skole, 2012) og 6 malerier på gangbro (PET, 2014). For Post Danmark har hun udført to frimærker med motiver fra Tommelise og Klods Hans af H.C. Andersen (2014).
Kathrine Ærtebjerg er repræsenteret på flere museer, bl.a. ARoS, Statens Museum for Kunst og Kobberstiksamlingen.
Maria Rubienke
Det unikke ved mennesket er dets drift efter at finde en mening med vores virkelighed. Det forundelige og mærkelige, som udgør vores verden og omgivelser har altid været grobund for eventyr og myter, hvor solen erblevet trukket på en vogn, kaninhullet har ført til en anden verden og en sort kat som løber over vejen ikke bare er en uskyldig sort kat. I kunstens verden har kunstværket været det sted, hvor fantasi og skabelseskraft har kunnet give os noget at forholde os til. Et sted, hvor vi kunne få lidt styr på tingene og få det vist enten skønt – eller uskønt. Maria Rubinke er en sådan kunstner.
I en stor udstilling på Kastrupgårdsamlingen forsøger hun med store skulpturer og installationer at rumme et helt økosystem, som publikum kan træde ind. I store bronze- og porcelænsfigurer og landskaber udspiller sig scener fra en eventyrlig og mytologisk verden, hvor elementer som jord og vand, lys og mørke indgår. Her bliver en uvirkelig verden virkelig for os.
Om Maria Rubinke
Maria Rubinke (f. 1985) er uddannet fra Kunstakademiets Glas- og Keramikskole på Bornholm i 2008. Allerede i studietiden blev hun fascineret af porcelænet og det har siden da været hendes foretrukne materiale. Til denne udstilling har hun også kastet sig over bronze og marmor og dermed udvidet sit univers. I porcelænet, såvel som i bronzen, udfordrer Rubinke mulighederne med materialet. Her finder man store porcelænskrokodiller, mandsbrede bronze-skrubtudser og et 4 meter højt og 1 ton tungt bronze-relief, hvor krager og skarabæer kigger på os fra knortede bronze-grene.
Bronze og porcelæn i Lysternes Have
Som direkte inspirationskilde til udstillingen har Rubinke fordybet sig i et af kunsthistoriens mest kendte værker: Nemlig Hieronymus Boschs maleri: Lysternes Have fra 1490-1510, hvor Himlen, Jorden og Helvedet er afbilledet med fantasifulde dyr og nøgne, skøre kroppe i et drømmelandskab. Rubinke har ladet sig inspirere af værket og følt et slægtskab med det, som kommer til udtryk i udstillingen. Hun beskæftiger sig således med kulturarven og forsøger at stille spørgsmål ved, hvad vi som mennesker efterlader os og giver videre til andre. Det er her udspringet til titlen, LEGACY, skal findes. Til udstillingen på Kastrupgårdsamlingen vil Rubinke installere hele landskaber i museets særudstillingsrum – endda med et fuldt funktionelt springvand. Museets særudstillingsfløj vil således blive omdannet til et eventyrligt og fantasifuldt landskab, hvor stemningen fra Alice i Eventyrland møder Rubinkes surrealisme.
Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog med tekster af Museumsleder på Kastrupgårdsamlingen, Mette Sandhoff Mansa og Pilvi Kalhama, Direktør, Espoo Museum of Modern Art, Finland.
Per Lütken (født 10. november 1916, død 10. februar 1998) var en dansk designer og glashåndværker. Han blev uddannet på maler- og kunstlærer ved Jens Møller-Jensens Handelshøjskole 1932-38. Jacob E. Bang havde forladt Holmegaard Glasværk i 1941 og straks derefter ledte glasværket efter en ny kunstnerisk leder. Per Lütken kom til Holmegaard i 1942 og havde som sin forgænger aldrig arbejdet med glas før. Mundblæst glas blev udført i et værksted (glashytte) bestående af et varierende antal faglærte håndværkere. Per Lütken leverede masser af nye ideer til nye glasværker.
I løbet af årene erhvervede Per Lütken en stor viden og erfaring om, hvordan glas er lavet og kunne dermed udvikle nye teknikker eller forbedre gamle metoder. Et godt eksempel er “selv-opblæst-teknikken” (1955), der består af damp fra en våd træplade, som glasset holdes imod og dampen blæser skålen op (Denne metode blev brugt til “Arne” og “Provence” -skålen). Per Lütken var interesseret i at lave glas uden forme, men at lave glas, hvor centrifugalkraften bestemmer formen (fx “Selandia” skålen). Dette gælder også for hans Næbvaser fra 1952 af en teknik kendt som pindblæst og blæsning af glasset direkte ned i vådt ler (våd lerform). Endelig udviklede Per Lütken glasserier med farvet rest glas og masser af marmorvirkninger (“Cascade”). Per Lütken har også designet mange populære serviceserier, såsom “Gyldenholm” (1949), “Copenhagen” (1953), “Clausholm” (1958), “Atlantic” (1962).
Per Lütken designede over 3.000 forskellige slags glas. Hans opfindsomhed og respekt for håndværket har placeret ham som en af verdens mest fremtrædende og produktive glasdesignere. Per Lütken deltog med Holmegaard på mange designudstillinger i ind- og udland, ligesom hans designs er repræsenteret på museer rundt om i verden – bl.a Museum of Modern Art i New York.
Per Lütken arbejdede på Holmegaard indtil sin død i 1998.
Piet Hein
Piet Hein voksede op i en veluddannet familie, hvor kunstnere og videnskabsmænd (blandt andre Niels Bohr) færdedes. Hans mors kusine var mor til Karen Blixen. (Han nedstammede fra sin navnebror, den hollandske søofficer og folkehelt Piet Pieterszoon Hein.)[1]
Hans fornavn Piet er den hollandske form for Peter, der betyder “klippe”, “sten”, mens efternavnet Hein er en stavemåde for hen, det gamle danske ord for en hvæssesten. “Kumbel” eller kumbl, som det egentlig hed, betyder også “sten” i betydningen “mindesten” eller “bauta”. Dermed kan Piet Hein eller “Sten Sten” på sin vis oversættes med “Kumbel Kumbel”. Det sidste ord skrev han oprindeligt med dobbelt-L, men senere blev hans signatur kun “Kumbel”.[2] I antikken blev en indskrift som på de norrøne mindesten kaldet et epigram, og epigrammet er den ældgamle genre, hvor Heins gruk skrev sig ind.[3]
Piet Hein var enebarn. Hans mor Estrid Hein (1873-1956) var øjenlæge,[4] og han voksede op i “Rungsted skovhus”, som han senere vendte tilbage til.[2] Hans far ingeniøren engagerede sig ifølge sønnen i elevatorer og støvsugere, før nogen af delene var opfundet. I diktet «Min mor» fra 1948 beskriver Piet Hein sin mor i to setninger:
Du holdt af den klare kulde, der førte din lægekniv.
Du gemte den dybe varme for alt, der er vækst og liv.[5]
Efter matematisk studentereksamen på Metropolitanskolen, flyttede han til Stockholm for at gå på den kongelige svenske kunsthøjskole. Uden at have gjort studiet færdigt, flyttede han tilbage og læste teoretisk fysik på Københavns Universitet, en uddannelse, han heller ikke afsluttede.[6]
Kumbels gruk er verdensberømte. De fleste er skrevet på dansk, men mange er oversat til mere end tyve sprog. Det er korte underfundige digte, ofte med tegninger, der forener glæde med sorg, mørke med lys. Der kom efterhånden henved 10.000 af dem. Ét at de første og mest kendte var om den “lille kat på vejen, der sgu var sin egen”, et billede på danskerne under den tyske besættelse. [3]
Hein er også kendt for sine geometriske figurer superellipsen (superellipsebordet), superellipsoiden og superægget. Julen 1959 præsenterte han superellipsen i forbindelse med Sergels Torg i Stockholm,[7] hvor den senere blev en realitet. Sidenhen kom forskellige varianter i tre dimensioner. Det 11 meter høye solur Helix Helios er opstillet i Egeskov slotspark.[8]
Piet Hein havde en vis tilknytning til Skjern, hvorfra hans superæg fra The Super Egg World Center solgtes til over 30 lande. “Ægproduktionen” var dengang et succesfuldt samarbejde mellem Piet Hein og Th. Skjøde Knudsen.
Som matematiker var Hein optaget af kombinatorik, herunder spil. Han opfandt i 1942 spillet Hex, oprindeligt Polygon.
Heins forældre tog ham med på årvisse norgesrejser, og han var for lille til at huske sit første besøg i Norge. Men han kom til at trave Jotunheimen på kryds og tværs, og fik sin fjerde søn døbt Jotun. [9]
Da alderen indhentede ham, skrev han også et gruk om det:
Sku ikke grånende slægtsled på hårene.
Ungdom er noget, der kommer med årene.
I årene 1969-1976 boede han udenfor London. Siden slog han sig ned på den fynske herregård Damsbo.[6]
Vagn Ove Jorn (født 11. april 1917 i Vejrum, Vestjylland, død 3. april 2012 i Silkeborg) var uddannet boghandler og skolelærer. Vagn Ove Jorn tog efternavnet Jorn samtidig med broderen Asger Jorn i 1945. Som 70-årig begyndte Vagn Ove Jorn at udstille keramik i større gallerier. Ud over Asger Jorn var Vagn Ove Jorn bror til kunstneren Jørgen Nash
Yayoi Kusama (草間 彌生 or 弥生 Kusama Yayoi, født 22. marts 1929) er en japansk kunstner og forfatter. Gennem sin karriere har hun arbejdet med en bred variation af medier, deriblandt maling, collage, scat skulptur, performancekunst og miljøinstallationer, det meste af disse udstiller hendes tematiske interesse for psykedeliske farver, repetition og mønstre. Kusama har været en pioner indenfor pop art, minimalime og feministisk kunst, og har inspireret samtidige kunstnere som for eksempel Andy Warhol og Claes Oldenburg.[1] Selvom hun stort set blev glemt, efter at hun forlod New Yorks kunstscene i starten af 1970’erne, så er hun anerkendt som en af de vigtigste levende kunstnere fra Japan, og en vigtig stemme fra avantgarde.
Tidlig succes i Japan: 1950–1956
Omkring 1950 malede Kusama abstrakte former i vandfarver, gouache og olie, primært på papir. Hun begyndte at dække overflader (vægge, gulve, canvas og senere, husholdningsgenstande og nøgne assistenter) med polkaprikker, som blev et varemærke for hendes arbejde. De store områder af polkaprikker, eller “uendelige net,” som hun kaldte dem, blev taget direkte fra hendes hallucinationer. Det første værk, som man ved om, hvor hun har brugt disse prikker, var en tegning fra 1939, da hun var 10 år gammel, som viser billedet af en japansk kvinde i en kimono, formodentlig kunstnerens moder, og er tildækket og udvisket med prikker.[2] Hendes første serie af værker i store størrelser, nogle gange mere end 30 fod-lange, canvasmalerier,[3] Uendelige net, var fuldstændig tildækket i en sekvens af net og prikker, der hentydede til hallucinatoriske visioner. I starten af 1960’erne, begyndte Kusama at dække ting som stiger, sko og stole med hvide falliske fremspring.[4]
New York City: 1957–1972
Efter at have boet i Tokyo og Frankrig, forlod Kusama Japan i en alder af 27 for at flytte til USA. I 1957 flyttede hun til Seattle, hvor hun havde en udstilling med malerier i Zoe Dusanne Galleriet.[5] Hun boede der i et år[6] før hun flyttede til New York City, efter en korrespondance med Georgia O’Keeffe hvor hun viste interresse for at blive en del af byens rampelys,og bad om råd fra O’Keeffe.[7] Under sin tid i USA fik hun hurtigt etableret sit omdømme som en førende person indenfor Avantgardekunst bevægelsen. I 1961 flyttede hun sit studio ind i samme bygning som Donald Judd og skulptøren Eva Hesse; Hesse blev en god veninde.[8] De følgende år var hun meget produktiv, og i 1966, eksperimenterede hun med størrelsen af et værelse, fritstående installationer, der brugte spejle, lys, og musik. Hun betragtede Judd og Joseph Cornellsom sine venner og støtter. Men hun havde ikke nogen økonomisk profit fra sit arbejde. Omkring denne tid blev Kusama jævnligt indlagt på hospital på grund af overanstrengelse, og O’Keeffe overtalte sin egen forhandler Edith Herbert til at købe flere af Kusamas værker for at hjælpe hende med at undgå økonomiske problemer.
Papfar Søren Bencke
Søren Behncke (født 9. maj 1967 i Sønderborg) med kunstnernavnet papfar er en dansk skulptør og kunstmaler.
Søren Behncke har en baggrund som illustrator og grafisk designer, men ændrede i 2003 fokus og begyndte i stedet at arbejde med skulptur og maleri. Behncke laver både galleri-orienterede værker, og skulpturelle happenings og aktioner i det offentlige rum. Inspireret af arkitektstuderenes brug af pap og limpistoler til deres modelbygning, laver han værker af kasserede pap, som han samler fra kvarteret omkring de skiftende mini-atelier i ind og udland. Hans valg af materiale holder ikke kun produktionsomkostningerne på et minimum, men papemballagens rige grafiske univers af advarselstegn og logo’er er yderligere blevet en integreret og unik feature i Behnckes visuelle sprog. I Danmark er Behncke bedst kendt under aliaset ‘Papfar’ på grund af sine spektakulære happenings og iscenesættelser af pap-skulpturer i det offentlige rum. Blandt hans værker er en skulptur af en Massey Ferguson traktor i størrelsen 1:1, en pap-kanin spændt fast til et træ, diverse værktøjer i pap, samt en hyldest til Jørgen Nash i form af en 4 m lang papnedstryger foran Den Lille Havfrue. I 2005 indsmuglede han en mandshøj pap-slangebøsse til kæmpedrengen Boy på Aros Aarhus kunstmuseum, som tre år senere inviterede ham officielt til en soloudstilling i vestgalleriet. Han har sidenhen også føjet endnu en identitet til listen af alias’er – nemlig ‘Posemanden’ som er det navn, han bruger, nårhan væver eller broderer billeder med strimler af plastikpose ind i trådhegn.
Søren Behncke er opvokset i Sønderborg, men flyttede som 17-årig til Århus.
Mogens Andersen
Born in Copenhagen, Andersen studied painting at P. Rostrup Bøyesen’s art school (1933–39). He first exhibited at Kunstnernes Efterårsudstilling in 1935. His early works were earthy-coloured figure paintings but he was more interested in French Modernism. After the Second World War, he spent lengthy periods in Paris until 1965, where he was attracted by Abstract art. Thanks to his friendship with Pierre Soulages and Jean Bazaine, he developed a style of dark arabesques on a light background.[2][3]
Andersen’s first major work in Denmark was Abstract decoration in the Central Library on Kultorvet (1959) which caused considerable discussion but there was more solid appreciation of his later assignments, including the Bochum Museum of Art (1981) and Sejs-Svejbæk Church near Silkeborg (1990).[2][4]
Auktionens kunstværker
William Skotte Olsen/Keramisk skål/12×12 cm
William Skotte Olsen 1945 – 2005. En af Danmarks bedste koloristiske kunstner. Kunstneren er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Nordjyllands Kunstmuseum of senest Nationalmuseet, der i 2001 indlemmede en hash-bod i samlingen, der var rigt dekoreret af Skotte Olsen. Han har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige legat og Oluf Hartmanns Mindelegat. Repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Kunst Kobberstiksamlingen. Kunstneren er repræsenteret på blandt andet Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Nordjyllands Kunstmuseum, Trapholt, Vendsyssel Kunstmuseum, Roskilde Museum og senest Nationalmuseet, der i 2001 indlemmede en hash-bod i samlingen, rigt dekoreret af William Skotte Olsen.
Ulla Chemnitz/Keramisk skål/5×15 cm
Ulla Chemnitz er autodidakt og har malet siden hun var 6 år. Har undervist på FOF i mange år. Ulla Chemnitz foretrækker motiver med Karen Blixen i Afrika.
Men har også i de senere år kastet sig over keramik.
Ulla Chemnitz siger, at hvis man vil have et lykkeligt liv, skal man male, tegne, lave keramik, ordne have – og ikke tørre støv af.
Frederik Næblerød/Akvarel ”Spiderman”/10×9 cm
Frederik Næblerød(født 1988[1]) er en dansk kunstner, uddannet fra Kunstakademiet. Han har blandt andet medvirket i dokumentaren “Kunstnerkolonien”, DR2 fra 2020 og dokumentaren “Ufortyndet”, DR2 fra 2021. Han er opvokset på Frederiksberg, moren er uddannet jurist og faren er økonom. [2]Han har blandt andet solgt sine malerier til Poul Nyrup og Mogens Jensen. [3] Næblerød har været tilknyttet Alice Folker Gallery siden 2017, og har bl.a. udstillet på Anat Ebgi i Los Angeles, Galeria Alejandro i Barcelona, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin, Kunsthal for Maritim Æstetik i Grenaa og Alice Folker Gallery i København. I april 2020 modtog han Silkeborg Kunstnerlegat. [2]
Pernille Koch/Maleri nr. 2/30×30 cm
Uddannet tegner/grafisk designer på Danmarks Designskole 1976-80. Et univers af genkendelige figurer, elementer, ornamenter, håndskrift, ordsprog, almindeligheder fra et liv, med et skænk af syvrealisme og humor i et andet rum. Søger både i akrylmaleriet og papirarbejder et grafisk udtryk fra nutiden og tiden, der har været.Debut på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus 1996Medlem af Billedkunstnerens Forbund (BKF) og Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS)
Frederik Næblerød/Signeret radering/30×38 cmFrederik Næblerød(født 1988[1]) er en dansk kunstner, uddannet fra Kunstakademiet. Han har blandt andet medvirket i dokumentaren “Kunstnerkolonien”, DR2 fra 2020 og dokumentaren “Ufortyndet”, DR2 fra 2021. Han er opvokset på Frederiksberg, moren er uddannet jurist og faren er økonom. [2]Han har blandt andet solgt sine malerier til Poul Nyrup og Mogens Jensen. [3] Næblerød har været tilknyttet Alice Folker Gallery siden 2017, og har bl.a. udstillet på Anat Ebgi i Los Angeles, Galeria Alejandro i Barcelona, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin, Kunsthal for Maritim Æstetik i Grenaa og Alice Folker Gallery i København. I april 2020 modtog han Silkeborg Kunstnerlegat.
Bjørn T. Hansen/Akvarel ”Hvidt landskab”/30×36 cm
Bjørn T. Hansen debuterede i 1968 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Siden har han udstillet over hele Danmark og i adskillig udlande.
Solgt til Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Statens Museum for Kunst, Fyns Stifts Museum, Trangården og mange andre.
Hvor placerer man en kunstner som Bjørn T. Hansen, hvis billeder svæver et sted mellem det fabulerende, det magiske, det legende, det eventyrlige og det gådefulde? Svaret blæser i vinden eller fortaber sig i labyrinter. For vi har at gøre med en kunstner, som undsiger sig enhver isme. Dels flygter han fra enhver kunsthistorisk lassokastning, dels vil alle normale inddelingskriterier komme til kort over for hans billeder. Man kan så helt absolut sige, at Bjørn T. Hansen selv opstiller spillereglerne for sit kunstneriske univers.
Death NYC/Signeret litografi/60×43 cm
Death NYC is a street artist from New York. She grew up in New York, she was exposed to a variety of cultures, which made her question the things she saw on the street. This experience is vital in the choice of her pseudonym and approach.
Death prefers to remain anonymous as this way she can keep her freedom to work in the street. Initially, Death used to paint on walls and floors of mainstream stores of the Soho and Chelsea quarter. Her pseudonym is actually an acronym of “Don’t Easily Abandon The Hope”, which is often misleading for the public, especially when the artist writes her slogan “Death is free” in the streets.
In her work, Death mocks the media, by distorting the images of the popular culture. One of her most famous works is Mao Zedong’s representation with a pink bow in his hair and pink lipstick.
Katrine Ærtebjerg/Signeret litografi/42×37 cm
Kathrine Ærtebjerg, f. 1969, dansk billedkunstner. Kathrine Ærtebjerg debuterede 1994 på Charlottenborgs Forårsudstilling og blev 1995-2002 uddannet på Kunstakademiet i København.
Kathrine Ærtebjerg vakte allerede under sin akademiuddannelse opmærksomhed med sine figurative, surrealistiske malerier. Heri udfolder hun et fortællende billedunivers i slægt med børnebøgernes og eventyrenes verden, befolket med figurer, der ofte viser sig som blandingsvæsener af mennesker og dyr eller mand og kvinde.
Men den barnlige fantasis uskyldige og naive udtryk har gådefulde og foruroligende indslag, der fortæller om liv og død, kærlighed og seksualitet.
Ærtebjerg har også arbejdet med grafik og kombinerer gerne billeder og tekst, fx i form af fortællende billedtitler. På Statens Museum for Kunst findes malerierne Forvandling, forsvinding (2003) og Hun var aldrig alene (2004), på ARKENHjertehuset (2002) og Koncentration/Distraktion (2003). I 2005 udførte hun Tivolisårsplakat.
Kathrine Ærtebjerg medvirkede sammen med en gruppe danske kunstnere ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg; hendes bidrag er tapetlignende jagtscener i anretterkøkkenet (indviet 2010). Andre udsmykningsopgaver er Sprællemænd, scenetæppe og striber (Vamdrup Skole, 2012) og 6 malerier på gangbro (PET, 2014). For Post Danmark har hun udført to frimærker med motiver fra Tommelise og Klods Hans af H.C. Andersen (2014).
Kathrine Ærtebjerg er repræsenteret på flere museer, bl.a. ARoS, Statens Museum for Kunst og Kobberstiksamlingen.
Jens Birkemose/Signeret litografi/100×80 cm
Jens Birkemose (født 28. juni 1943, død 8. september 2022[1]) var en dansk maler og grafiker. Han var gift med Inge Dorete Birkemose (1963-1976) og senere pianisten Nanna Willum Hansen (1997-2010).[2][3] Han var søn af murer Emil Christian Madsen og Elsebeth Birkemose.
I sine unge dage studerede han klaver, komposition og musikteori på Musikkonservatoriet, men uddannede sig senere via Kunstakademiet i København og Academie des Beaux-Arts i Paris til kunstmaler og grafiker.
Han foretog talrige rejser i både Europa og USA: Han var bosat i Paris fra 1976 til 2010.
Malerierne, der ofte er meget farvestrålende og ekspressive, kan indeholde motiver, som umiddelbart er vanskelige at få øje på.
Jens Birkemose er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Århus Kunstmuseum. Han modtog i 1991 Eckersberg Medaljen. Han var modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.[4] Nogle af hans malerier hænger i studenterkantinen, Dalgas Have. Han var fra 1980 medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne.
Jens Birkemose har udgivet en lang række bøger med tegninger, ofte af erotisk karakter.
