|
||
Frem til midten af det 20. årh. havde der kun eksisteret ét centrum for kunst: Europa, men under 2. Verdenskrig flygtede mange toneangivende kunstnere til USA og blev dermed startskuddet til en helt ny amerikansk kunsthistorie – én der byggede på en moderne forbrugskultur i hastig forandring i stedet for på gamle europæiske myter om guder og konger. Med Jackson Pollock og Willem de Kooning fra New York-skolen fødtes det ’historieløse’ maleri – og herefter kunne alt ske. Asger Jorn og Karel Appel førte den nye bevægelse tilbage til Europa og skabte CoBrA-gruppen, mens kunstnere som Andy Warhol og Roy Lichtenstein spejlede det amerikanske samfund ind i det nye maleri og fødte begrebet POP-art. Kunstscenen er helt frem til i dag forblevet tæt forbundet med amerikansk kunst, og senere bevægelser som minimalisme, konceptkunst og det postmoderne maleri har fortsat udviklingen, hvor bl.a. Gerhard Richter, David Hockney, Jeff Koons, Peter Doig, Cindy Sherman og Damien Hirst kan fremhæves. Foredrag nr. 4: Kunst & Kunstig Intelligens – fra kunst, der spejler mennesket, til robotten der spejler sig i kunsten.
En definition på det at være menneske, kunne lyde nogenlunde sådan her:
’det at spejle sig selv i kunsten’.
Men nu har en AI-robot gjort det samme og solgt et debutmaleri for 7 mio. kr. – og hvad er så forskellen på menneske og maskine?
Moores lov fra 1965 forudsiger en fordobling af computeres regnekraft hver 18. måned. Dengang kunne en computer næsten ingenting i forhold til i dag, men loven har vist sig nærmest profetisk præcis, for hér mange årtier senere er det stadig omtrent med denne hast, at chips og bits udvikler sig. Fordobler du ét enkelt riskorn 40 gange – som er antallet af perioder på 18 måneder siden 1965 – har du cirka 500 mia. riskorn. Ikke så lidt! Alligevel kom det som lidt af et chok for de fleste, da ChatGPT pludselig gjorde sin entré forrige år, og nu på rekordtid har lært sig at tage embedseksamener, foretage kræftscanninger og konkurrere på lige fod med alverdens kunstnere og tekstforfattere.
Hvad skete der lige? Hvorfor gik det hele pludselig så hurtigt og hvor vil denne vanvittige udvikling indenfor kunstig intelligens føre menneskeheden hen? Og hvad med kunsten – hvad sker der med den?
|
|